Kirkehistorie
I dagens verden er Kirkehistorie et emne af stor relevans og interesse for et bredt spektrum af samfundet. Både på det personlige og faglige plan vækker Kirkehistorie stor nysgerrighed og fremkalder løbende debatter og refleksioner. Fra dens oprindelse til dens virkning i dag har Kirkehistorie udviklet sig og fået nye dimensioner, der inviterer til yderligere undersøgelse og analyse. Det er derfor, vi i denne artikel foreslår at udforske de forskellige facetter af Kirkehistorie, analysere dets indvirkning i forskellige sammenhænge, dets indflydelse på beslutningstagning og dets relevans i den globale sfære.
Kirkehistorie er studiet af kirkens fortid. Feltet undersøger både sociale og religiøse aspekter ved fortidens religionsbrug- og forståelse.
Kirkehistorie (lat. Historia ecclesiastica) er en af de fire klassiske teologiske discipliner og er sammen med studiet af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente en af de historiske discipliner inden for kristen teologi. Kirkehistorie er som akademisk fag optaget af kirken som objekt for videnskabeligt arbejde. Kirke forstås bredt, omfattende både institutionshistorie, socialhistorie og idéhistorie. De to første dækker i stor grad kristendommens praksis og den sidste historisk teologi som kristendommens teori gennem historien. En smallere forståelse af historisk teologi lægger vægt på kirkens dogmehistoriske udvikling. Kirkehistorie benytter sig af samme metodiske grundlag som både historiefaget, idéhistorie og religionshistorie. Eusebius af Cæsarea (ca. 300) regnes normalt som kirkehistoriens far, men som den kritiske kirkehistories grundlægger regnes normalt Johann Lorenz von Mosheim (ca. 1750).
Kirkehistorien kan inddeles i perioderne:
- Oldkirken (ca. 100-450)
- Kirken i Middelalderen (ca. 450-1500)
- Reformation (ca. 1500-1600)
- Kirken efter reformationen (ca. 1600- )